Dagpengeland
Dagpengelands uafhængige facebooksideFacebookRSS





Indlagt på jobsøgningsanstalten - Opkald v/Vinnie - DEL 1

Teoretisk telefoni

»Jeg hedder Vinnie og jeg er Udvikler i OFUSSEN.«
 
Vinnie er 40 år og bor i Århus. Hun bor i sit barndomshjem. I tre år boede hun et andet sted, men nu er hun tilbage. Det er Vinnie glad for.
 
Vinnie er vores konsulent i dag. Det er Vinnie også glad for. Og vi kursister bør også være glade for Vinnie:
 
»Jeg er god til at lytte til folk og få dem til at opnå deres mål i livet. Og så er jeg god til at sælge og tjene penge.«
 
Vinnie arbejder meget. Det gør hendes nuværende mand også. Han arbejder i Italien. Italien er langt væk. Det kan godt være lidt træls.
 
Men det er vigtigt at give hinanden plads i et parforhold, fortæller Vinnie. Der skal være plads til, at man kan udleve sine drømme, også selvom det betyder at man skal arbejde i Italien. Det er et ret godt og vellønnet job, Vinnies mand har. Og det er der plads til i parforholdet.
 
Vinnie nikker. Hun er tydeligvis enig i det, hun lige har sagt. Det er altid godt med opbakning.
 
»Os ansatte i Integro, vi er alle Udviklere i OFUSSEN. Ja, altså bortset fra sekretærerne og IT. De er Organisatorer. Selvfølgelig.«
 
Vinnie er ikke bare - "bare" i anførselstegn, naturligvis - Udvikler. Hun er kosmetolog og tidligere omrejsende makeup-sælger. Senere blev Vinnie stylist. Det kan man godt ane.
 
»Så jeg har haft mange jobs, kan I nok høre. Hvis I spørger mig, så skal I ikke være bange for at opleve noget her i livet.«
 
Vinnie er nok »sådan "her og nu"-agtig«, fortæller hun. På mandag har Vinnie eksempelvis tænkt sig at stoppe med at ryge. Nu skal det være.
 

En krage

Dagens emne er telefoni. Telefonen er et af de mere benyttede kommunikationsmidler, men samtidig er telefonen også jobrelevant. For ikke bare kan arbejdsgivere ringe til dig. Du kan også - som jobsøgende - ringe til potentielle arbejdsgivere. Men »telefonen er et svært medie at håndtere«, som der står i Integros undervisningsmateriale.
 
Heldigvis har vi jo Vinnie. Vinnie er god til at tale i telefon. Hun kan snakke om alt muligt. Det ved chefen også godt. Han ringer hele tiden til Vinnie, fortæller Vinnie. Så brokker Vinnie sig og siger, at han ikke skal ringe hele tiden.
 
»Du er fandme en krage!«, siger chefen så.
 
Telefoncanvas
 
»Nå, nok om mig. Hvad med dig, Casper - hvad er du i OFUSSEN?«
 
Vi sidder igen ved siden af hinanden, selvom man egentlig ikke må. Partners in crime - kunne man måske tænke i et usædvanligt mistroisk anfald af mistro. Men der er tale om en ren og skær og uskyldig forglemmelse. Ikke at det er nogen undskyldning.
 
»Slider«, svarer Casper.
 
I samme sekund går sidde-gate op for mig. Men nu er det for sent. En ny side af verden, et nyt ud- og klarsyn, er måske i dag gået tabt her i Integros nymalede undervisningslokale - med udsigt til parkeringspladsen til den ene side. Og alle vores Jobsole til de tre andre.
 
Altimens ser Vinnie ud til at koncentrere sig om Caspers slider-OFUS. Hun holder vejret kortvarigt, puster ud gennem næsen og nikker forstående og medfølende et par gange med sammenknebne øjne - i én samlet koreografi:
 
»Slider? Pas på dig selv, Casper. Pas på dig selv.«
 
Det lover Casper.
 
Det synes Vinnie er godt. Vinnie er helt enig. Hun nikker.
 
»Det er svært at være Slider i OFUSSEN, hvis man ikke også er Organisator. Det er lidt lissom panden mod en mur!«
 
Vinnies datter er forresten 16 år, fortæller Vinnie. Datteren har lige fået en kæreste. Han skal sove hjemme hos Vinnies datter her i weekenden. Det er Vinnie lidt spændt på.
 
»Det kan jeg godt sige jer!«
 
Faktisk er Vinnie ikke så meget for det. Vi kursister skal heller ikke se frem til den dag, hvor vores børn får overnattende kærester. Men vi er nok så unge, at sikkert ingen af os har så store børn, siger Vinnie og ryster på hovedet.
 

Ring! Og parforhold og flowcharts

Beatriz har allerede introduceret os til telefonopringningens two basic steps: 1) Hvem er det, der har ansvaret for ansættelse af medarbejdere her? Og 2) Har I brug for medarbejdere i den nærmeste fremtid? Jeg kan dem udenad. Jeg har terpet.
 
Men trods intens træning - og trods de befriende klare trin - er det endnu ikke lykkedes mig at få job den vej. Der må være et eller andet, jeg ikke gør godt nok.
 
Det er der.
 
Når man i sin jobhigen uopfordret ringer til en potentiel arbejdsgiver, så skal man ikke give ham mulighed for at sige nej, siger Vinnie. »Jeg vil gerne tale med den og den«, skal man sige, når man ringer op. Det kan der ikke svares nej til i telefonen. Det vil være et underligt svar. Især når man kommanderer venligt, men bestemt:
 
»Det er ligesom med kæresten. Man skal heller ikke hele tiden sige, "skat, må jeg tage til fodbold i aften med drengene?" Vel? Så får man ikke lov. Næh, nej, så er man nødt til at sige, "jamen det gør jeg!" Og ikke "er det ok?", fordi så er det slut.«
 
Det er det samme med rejser. Hvis kæresten vil ud at rejse, så skal kæresten have lov til det. Det er vigtigt at give hinanden plads i parforholdet, fortæller Vinnie.
 
Tilbage til salget af én selv i telefonsamtalen med den potentielle arbejdsgiver.
 
Vinnie har et flowchart:
 
Opringning
 
Hvis personen i røret råber »er ikke tilstede nu!«, så spørger man efter en anden person eller laver en ny aftale. Følg flowchartet. Man kan også ringe igen senere.
 
Kommer man igennem til den rigtige person, så starter man med Interessevækker 1. Følg flowchartet. Interessevækkeren kan være ens fritidsinteresser. Allerbedst er det, hvis man har fritidsinteresser tilfælles med personen i røret. Så kan de godt lide én.
 
Man kan sikre sig, at man har de samme fritidsinteresser, ved at slå personen op på LinkedIN. Vinnie har en falsk profil på LinkedIN. Den bruger hun til at undersøge de personer, hun skal ringe til:
 
»Så kan jeg se, om han for eksempel går op i håndbold. Og så kan jeg jo starte med at sige, at det vel nok var godt at AaB vandt i weekenden - altså hvis han nu holder med AaB. Hvis han holder med nogle andre, så skal man selvfølgelig ikke nævne AaB.«
 
Næste skridt. Følg flowchartet. Brug nu AaAa-teknikken og EFG-analysen: Egenskab, Fordel, Gevinst. Her skal man huske at nævne, at det ikke er til ulempe for virksomheden at ansætte dig.
 
»Lad være med at bruge fremmedord! Det forstår erhvervsledere ikke. Mange af dem er lavt uddannet.«
 
Men hvad så hvis den rette person ikke har tid? Igen, følg flowchartet. Så bruger man igen AaAa-teknikken, smider Interessevækker 2 i puljen - og så har han tid.
 
Så afslutter man og laver en ny aftale. Den nye aftale kan være et nyt opkald eller en jobsamtale. Og selve jobsamtalen har konsulent Jean Reginald la France jo grundigt forberedt os på. Der er ingen ko på isen. Den er hjemme.
 
AaAa-teknikken er vigtig. Og at den er vigtig, må være det vigtigste. Hvad den helt præcist og rent teknisk består i bliver ikke uddybet yderligere. Godt for det, for vi har slet ikke tid. Vinnie har nemlig meget mere at fortælle.
 
Vinnies datter er hestepige og har lige fået topkarakter i en hesteprøve. Da Vinnie havde været på barsel i fire måneder, var hun ved at gå ud at sit gode skind. Og engang blev Vinnie kørt over af en bil:
 
»Og det havde nogle fatale konsekvenser for mig!«
 
De konsekvenser har Vinnie tacklet på allermest imponerende vis, tænker jeg.
 

Telefonisk kropssprog

Inden telefonopringningen har man forberedt sig ved hjælp af Integros forberedelsesskema:
 
Forberedelse af telefonsamtale
 
»Lær at holde jeres mund! Når I har sagt noget, så ti for guds skyld stille!«
 
»Det er lidt lissom den galante og den ugalante bordherre. Kender I det? At man kommer til at sidde ved siden af en ugalant bordherre? Sådan én, der bare taler og taler om sig selv. Det er ikke til at holde ud! Det er ugalant.«
 
Så er det straks bedre at være galant. Galant er klart bedst.
 
Vinnie var i øvrigt sammen med sin eksmand i 18 år. Det var ikke noget lykkeligt ægteskab til sidst. Eksmanden og Vinnie talte ikke så godt sammen.
 
»Og det viser sig også bagefter, at vi slet, slet ikke passer sammen i OFUSSEN!«
 
Tilbage til telefonteknikken. Vinnie har lillefingeren ved munden og tommelfingeren ved øret.
 
Selve telefonopkaldet med en arbejdsgiver bør foretages siddende. Man skal ikke ligge ned på sofaen, siger Vinnie bestemt. Heller ikke i sengen.
 
»Sæt jer op når I ringer! Alt andet er useriøst!«
 
Vinnie er meget bestemt nu. Man skal heller ikke gå rundt og snakke i telefon. Det er vigtigt at sidde ned. Kropssprog betyder meget. Også i en telefonsamtale, understreger Vinnie.
 
»Vidste I, at kun 7% af en samtale er det, der kommer ud af vores mund? 93% er kropssprog«, siger Vinnie - og efterlader rum og tid til både overraskelse og imponerethed.
 
»Det gælder også for telefonsamtaler?«, spørger jeg.
 
»Ja.«
 
»Bygger det på en undersøgelse?«
 
»Det kunne jeg forestille mig. Jeg har bare hørt det fra Jean.«
 
Efter pausen går vi endnu mere i dybden, lover Vinnie.
 
 
 
« Forrige

Den Jyske Bank, kemi, krystalkugler og bonboner

Næste »
Teoretisk telefoni II: Gheorghe Zamfirs navlepiercing


 
 
 
Tilbage
 
 
 

Tilbage

Tilbage

Reaktioner

Dagpengeland udkommer på Gyldendal den 29. marts

Meget mere end bloggen. Dagpengeland i bogform.
»Læs mere
»Køb bogen her