Dagpengeland
Dagpengelands uafhængige facebooksideFacebookRSS





Indlagt på jobsøgningsanstalten - Præsentationsteknik v/Jean & Beatriz - DEL 1

»Aldrig, aldrig sig du ikke længere spiller badminton«

Solen skinner og dagen er allerede dejlig. Jeg er lidt sent på den, men kun en smule. Heldigvis, for jeg vil gerne have det hele med. Fuldt udbytte af kurset, tak.
 
Her, ganske få meter fra jobsøgnings- og personlighedskundskabens hovedindgang, er humøret, jubeloptimismen og forventningens glæde i top, gangarten befinder sig i en flydende overgang mellem let-på-tå og overmåde lykkelige gadedrengehop - og hovedtelefonerne er på max:
 
»Una Paloma Blanca / Ja, jeg er fri som en fugl /«
»Uuuna Paloma Blancaaaaa-aaa / Har ikke gods eller guld /«
»Men ingen kan taaaaa' den frihed, jeg har!«
 
Britta, Jytte og Beatriz står ved døren og får lidt røg. Pyyyh. De er ikke gået igang med undervisningen på holdene endnu, tænker jeg lettet, og passerer de tre humørbombende tøser i jævn fremdrift, i en higen efter hurtigst muligt at finde ind på min plads.
 
Pludselig mærker jeg et fast - men kærligt og kompetent, det er jeg sikker på - greb i armen. Det er Beatriz, der har fat i mig. Og nu står hun og mimer. Jeg tror, hun skal forestille én, der er utilfreds med et eller andet.
 
»Hører du så høj musik, at du ikke kan sige go'mårn?!«, siger Beatriz højlydt og bestemt, da jeg får trykket på den muteknap, der er forbundet til musikken i ørene.
 
»Her i huset siger vi altså godmorgen!«
 
»Godmorgen«, siger jeg, pinligt berørt af min forglemmelse. Den til trods udvises der mig storsindet nåde og jeg får lov til at fortsætte, uden yderligere påtale. Lucky me.
 
»Godt så. Godmorgen, Lau.«
 

Vinder-vinder-samtaler og hjernens lagringskapacitet

Hvis episoden med Beatriz på nogen måde har betydet et lille, midlertidigt dyk i mit humør, skal jeg love for, at kurven stiger til himmels, straks jeg træder ind i undervisningslokalet. For der ved tavlen står en tydeligvis erfaren og statelig herre, og udstråler imødekommenhed i uendelig potens.
 
»Godmorgen med jer. Jeg hedder Jean. Dav med jer allesammen. Hvor er I fantastiske!«, siger den ulasteligt klædte mand - i et stort smil - mens han trykker hånd med hver enkelt kursist.
 
Jean Reginald la France taler iørefaldende blødt, udtalt smilende og med venligt veltimede, meningsunderstregende pauser. Og ikke nok med det; Jean er konsulent, coach og teambuilder. Og så er han fra Nordsjælland, men han arbejder på Integros kontorer over hele landet, fortæller han, og får - som en bemærkelsesværdigt naturlig del af præsentationen af sig selv - listet ind, at en af hans børn ofte optræder i tv som ekspert.
 
»Jobbet er det næstvigtigste valg i vores liv. Det vigtigste er valget af vores familie og vores partner. Sådan er det,« siger Jean og smiler.
 
»Hvor er det dejligt at være her hos jer i dag. Prøv lige at kigge jer omkring. Kan I se det? Kan I mærke det? Der er simpelthen så mange kompetencer herinde. I har allesammen kompetencer. Er det ikke bare fantastisk?«, siger Jean med mere end almindeligt smittende begejstring og smider en overhead med dagens tema på:
 
Præsentationsteknik
 
»Jeg har hørt, at I er det bedste hold.«
 
Med mange års erfaring fra topstillinger i den grafiske branche, i reklamebranchen og i erhvervslivet generelt, er Jean Reginald la France den helt rigtige til at introducere os til den personlige præsentationsteknik, vi skal anvende til jobsamtaler: Hvordan kommunikerer vi og hvordan sælger vi os selv, ansigt til ansigt med en forhåbentlig kommende arbejdsgiver? Det er det, Jean skal hjælpe os med at mestre.
 
»Der er tre typer job: Enten arbejder vi med ting eller også arbejder vi med informationer eller også arbejder vi med mennesker og dyr. Slut.«
 
»Er der forskel på, hvad man skal kunne? Ja«, siger Jean.
 
»Er der forskel på Mærsk og et reklamebureau? Ja.«
 
Uanset jobtype, så er der nogle universelle, alment gældende fif til den personlige præsentation og kommunikation ved jobsamtalen. Først og fremmest skal man huske følgende:
 
At kommunikere
 
»Kropssproget siger alt«, siger Jean.
 
»Vidste I, at kun 7% af den personlige kommunikation i en samtale består af ord? 93% er kropssprog. Det giver altså lige én noget at tænke over, synes I ikke?«.
 
Det gør det helt bestemt. Og det er ikke det eneste:
 
»Brug jeres intuition, ikke? Det er meget vigtigt. Vidste I, at hjernen kun kan gemme 15 bytes? I ved godt, at man måler sådan noget i det, der hedder bytes, ikke? Der er 15 bytes i hjernen. Men der er 15 mio. bytes i intuitionen og i hjertet.«
 

4 x 20-reglen og spørgsmålet om kaffe

Vi bliver nu endnu mere konkrete:
 
»Tag ansvar for jeres situation«, siger Jean og kigger rundt i lokalet og smiler - og fortsætter efter en veltimet pause:
 
»Når I er til jobsamtale, så er det universets centrum. Hele verden drejer sig om jer. Hele universitet roterer om dette sekund.«
 
Inde i universets centrum gælder det om at have tungen lige i munden, for der er en hel del at huske, hvis man - JEG - ønsker at give arbejdsgiveren et positivt indtryk:
 
»Husk at sidde ordentligt på stolen, ikkeåsse. Sid lige. Det giver det bedste indtryk«, begynder la France smilende.
 
Når man så sidder der - lige - så gælder det om at gøre det samme, som den person, man sidder overfor. Præcis det samme:
 
»Prøv at spejle. Kender I det med at spejle? Det vil sige, at man gør som den anden person. Læn dig frem, hvis han læner sig frem. Det virker meget positivt.«
 
»Lad være med at klikke med kuglepennen. Det afslører at man er nervøs.«
 
Men tro nu ikke den hellige jobsamtalegrav er velforvaret blot med oprejst stolesidning, spejling og klikfrie kuglepenne. Særligt ét spørgsmål trænger sig nemlig altid på ved sådan en samtale. Der er naturligvis tale om det altafgørende og uundgåelige "kaffe?"-spørgsmål:
 
»Det er selvfølgelig bedst at sige ja tak til kaffe, når man bliver spurgt. Men hvis I ikke kan lide kaffe, så sig hellere nej«, siger Jean og ser pludselig yderst alvorlig ud. »Der er ikke noget værre end folk, der ikke drikker deres kaffe op. Det siger meget om en person.«
 
Der er godt nok mange ting at huske. Gid Integro havde en eller anden regel, en model, man kunne følge slavisk, sådan for at gøre det her bare marginalt overkommeligt.
 
»Kender I 4 x 20-reglen?« spøger Jean.
 
Det' løgn. Endnu en guide/model/regel? Mine bønner er hørt. Der er ikke overladt meget til tilfældighederne her. Bemeldte regel retter sig endda specifikt mod jobsamtaler, viser det sig.
 
»4 x 20-reglen betyder ét...«
 
Jean rækker én finger op i luften:
 
»...De første 20 skridt inde i lokalet til jobsamtalen. Ret jer op og kom fremad!«
 
Jean viser os en helt særlig fremadrettet gangart. Den er meget positiv.
 
»To...«
 
Jean rækker nu to fingre op i luften.
 
»... De øverste 20 centimeter!«
 
Jean peger på sit ansigt og indrammer det ved at placere flade hænder ved hage og pande. Og så aktiveres ansigtsmuskulaturen for alvor.
 
»I skal smile! Husk at smile. De øverste 20 centimeter skal være ét stort smil. Sådan her. Hele universitet drejer sig om jer - i dette sekund. Husk det og smil.«
 
Tre fingre fremvises: »Tre: De første 20 ord. Det er vigtigt, I tænker over de første tyve ord. Vær forberedt. Forbered præcis, hvad I vil sige. Sig "goddag og tak fordi I vil se mig".«
 
Endnu en finger kommer op. Vi er nu i alt oppe på fire la France-fingre:
 
»Fire: De første 20 sekunder. Gør et godt indtryk. Giv et godt håndtryk og husk øjenkontakten imens. I skal have liv i øjnene!«
 
Jean smiler og viser os, hvordan liv i øjnene ser ud.
 
»Skriv det her ned. Selv den tyndeste, tyndeste blyantstreg husker bedre end den skarpeste hjerne.«
 

Positive fingerstillinger

Men 4 x 20-reglen alene er ikke nok til at sikre jobbet, og Jean viser os en spritny overhead med det seneste inden for kropsprog:
 
Hvad er hvad
 
De positive kropssprogs pkt. 6 - "At sætte fingerspidserne imod hinanden" - bliver særligt uddybet. Der er tale om et yderst positivt signal, forklarer la France. Alle fingerspidser på højre hånd skal røre de tilsvarende på venstre. Sådan opnås den største grad af positivitet.
 
»Hvad hvis man nøjes med kun at lade de to pegefingerspidser mødes?«, spørger en af mine medkursister interesseret.
 
»Nej, det er ikke nok«, svarer Jean og viser endnu engang den korrekte udførelse.
 
»I skal røre med alle fingerspidser.«
 
»Men hvorfor?«, spørger en anden kursist.
 
»Jamen, det er bare positivt.«
 
Det er godt med sådan en afklaring, så man ved, hvad der er op og ned, sådan rent fingerstillingsmæssigt lige nu.
 
Fingerstilling
 

»Øbs! Øbs! Øbs!«

Udover kropssproget, er noget af det absolut vigtigste i en jobsamtale fritidsinteresserne - og ikke mindst præsentationen af disse. Derfor øver Jean den del af jobsamtalen med os. Enkeltvis, men foran klassen, så alle kan følge med.
 
»Så giver jeg jer noget konstruktiv kritik. Er konstruktiv kritik positiv eller negativ? Positiv.«
 
»Lau, hvad laver du så i fritiden?«, spørger Jean.
 
Jeg forklarer - med anvendelse af den begejstring, jeg har lært her på kurset - om dette og hint, og slutter med at nævne, at jeg blandt andet spiller noget hyggefodbold.
 
»Spændende, Lau. Det må jeg nok sige. Hvad for en position spiller du så på banen?«
 
»Jeg er nok den dovne midtbanespiller.«
 
»Doven midtbanespiller? Øbs! Øbs! Øbs! Vi træder lige ud af jobsamtalen«, siger Jean, med et mere bestemt tonefald end ellers.
 
»Kan I alle se, hvad Lau gjorde forkert her? Han sagde, at han var en doven midtbanespiller. Men hvis nu arbejdsgiveren har et firmahold og gerne vil vinde nogle kampe, så er han jo ikke interesseret i at ansætte en doven midtbanespiller.«
 
Det kan jeg godt se. Det var også dumt sagt.
 
»Bare sig at du spiller på midtbanen, Lau. Husk, vær ærlig, men ikke hudløst ærlig. Er I med på den?«
 
Så er det min sidemand, Caspers, tur. Casper fortæller, at han og konen bruger en masse tid med deres lille datter. Ellers går der også en del tid med huset, fodbold, musik og vennerne - sammen med hvilke der eksempelvis spilles kort.
 
»Øbs! Øbs! Øbs!«, siger Jean igen. »Vi træder lige ud. Til en rigtig jobsamtale skal du selvfølgelig ikke nævne, at du spiller kort. Hvad nu hvis du gerne vil ansættes i en bank? Så tror de måske, du spiller om penge. Tror du så, de vil ansætte dig? Nej.«
 
»Igen, vær ærlig, men ikke hudløst ærlig«, siger Jean og ryster med fingeren.
 
»Lige én ting: Hvis nu de nu spørger til din seksuelle observans, Casper, hvad svarer du så?«, spørger Jean.
 
»Så vil jeg sige, at jeg er til mænd. For hvis de ikke vil ansætte én, der er til mænd, så skal de heller ikke ansætte mig«, svarer Casper.
 
»Ha, ha! Ja, den var god, Casper«, siger Jean. »Det skal du selvfølgelig ikke sige. Du skal slet ikke sige noget, vel. Husk, det er en jobsamtale - ikke en skriftestol.«
 
Jean går videre til næste kursist, en ung cand.merc'er. Hun fortæller, at hun i sin fritid dyrker en masse motion. Bl.a. går hun til dans:
 
»Og så har jeg engang gået til badminton, men det gør jeg ikke mere.«
 
»Øbs! Øbs! Øbs! Vi træder lige ud af jobsamtalen igen. Kan I alle se, hvad der er galt?«
 
»Aldrig, aldrig sig du ikke længere spiller badminton. Så sidder jeg jo her og tænker, hvorfor mon hun ikke gør det mere? Er der sket noget? Er hun hæmmet i sit bevægeapparat?«, siger Jean og kigger nikkende rundt i lokalet. »Ikk'?«
 
»Men jeg har jo lige sagt, at jeg går til dans?«
 
Jobkonsulent Beatriz, der ellers bare har været med på en lytter hele dagen, bryder ind:
 
»Altså, jeg vil godt give dig ret, Jean. Jeg har det fuldstændig ligesom dig, Jean. Jeg sidder også bare her nu og tænker, hvorfor spiller hun ikke badminton mere? Altså, det gør jeg bare.«
 
»Du har helt ret, ja. Det er nemlig helt rigtigt, Beatriz. Du har helt ret, det har du«, siger Jean og smiler. »Aldrig sig noget, I ikke længere gør. Slut.«
 
»Igen, vær ærlig, men ikke hudløst ærlig.«
 
 
 
« Forrige
En nisse af mos

Næste »
Et ligeværdigt håndtryk i universets centrum


 
 
 
Tilbage
 
 
 

Tilbage

Tilbage

Reaktioner

Dagpengeland udkommer på Gyldendal den 29. marts

Meget mere end bloggen. Dagpengeland i bogform.
»Læs mere
»Køb bogen her