Indlagt på jobsøgningsanstalten - Personlighedstest v/Jytte - DEL 1
»Tror I de sultne mennesker i Afrika tænker på selvrealisering? Nej.«
Dagen i dag bliver en dejlig dag. Det kan man - undskyld, "jeg" - simpelthen mærke. Det er min dag i dag - og dagens første overhead synes umiddelbart at bekræfte mine forhåbninger:

Jo, der er god energi på fra start. Rigtig god. Men samtidig bevares også den helt særlige realisme, som Integro mestrer. Hvem ved om vi lever i morgen?
Udover det ufravigelige faktum, at dagen i sig selv er dejlig, så er det nu en ganske særlig dag, thi i dag skal vi - vi heldige få - have Jytte.
»Der er så meget energi herinde. Så meget energi! Gud-da-jøsses, siger jeg bare! Ikk'? Aaaamen altså, når jeg kigger rundt i lokalet, så kan jeg bare mærke det«, siger Jytte da hun kommer ind.
»Ka' I ikk' mæærk' det?«
Ikke bare skal Jytte - grundlægger af Integro, søster til Britta og på podiet for første gang i to år, alene fordi hun kan mærke en helt særlig energi hos os - hjælpe os med at leve sådan, at nogen er glade for, at vi er til. Jytte skal hjælpe os med vores personlighed.
»Personlighed er utroligt vigtigt. Utroligt vigtigt. Det er noget, man kigger meget på i øjeblikket. Rigtig meget. 75% bliver ansat udelukkende på deres personlighed«, siger Jytte, der med to solbriller i håret virker mere end almindeligt bevidst om UV-beskyttelse af hovedbunden.
»60% bliver ansat udelukkende på deres faglighed«, fortsætter Jytte.
Jeg kan mærke stemningen stige i lokalet. En ansættelsesprocent på 135 må alt andet lige øge jobmulighederne. Det her er godt nyt.
»Men hvad tror I så, de bliver fyret på?«, spørger Jytte og kigger rundt i lokalet for at tjekke om alle er med.
»Deres personlighed. Lig'nøjagti', lig'nøjagti'.«
Hvis personligheden ikke er i orden, så går det nemlig galt, fortæller Jytte, og så opstår der bare dårlige følelser:
»Hvad tror I så, der sker? Jaaamen altså! Gud-da-jøsses, siger jeg bare! Undskyld mig, men så går det altså galt! Jeg tror overhovedet ikke, der er noget, der hedder stress. Åååwerhovedet ikke. Jeg tror, det er dårlige følelser.«
Og dårlige følelser fylder mere end man umiddelbart regner med:
»80% af alle dårlige ting på en arbejdsplads, det er dårlige følelser. Det' alligevæller maje.«
Den der trekant over de ting, vi har brug for
»Har I hørt om den der trekant over de ting, vi har brug for?«
»Det, man har mest brug for, det ligger i bunden. Ja, nu ved jeg ikke om alle har brug for sex, men alliiigevæller... Altså, det er lissom madpyramiden, ikk'?«
Det er en god måde at se det på: Mest fra bunden, mindst fra toppen. Husk at få mere ilt end selvrealisering.
»Tror I de sultne mennesker i Afrika tænker på selvrealisering?«
Jeg når at opleve et millisekund plaget af tvivl, inden Jytte heldigvis kommer med et hint:
»Nej.«
Fuldstændigt til vanvid
For at forbedre jobmulighederne, behovsafklare og undgå dårlige følelser, er det derfor vigtigt at vide, hvilken type person, man - åh, der skete det igen, "jeg" - er.
Der findes fire typer personligheder, fortæller Jytte: Igangsættende, Støttende, Styrende og Analyserende. Man er altid én af delene og sådan er man hele livet. Under 10% udvikler sig, forklarer Jytte, der præcis som søster Britta er medfødt menneskekender:
»Jeg kan straks se, hvad for en personlighed, I er. Lig'nøjagti', lig'nøjagti'. Analyserende mennesker for eksempel, de har altid orden på skrivebordet... Hvad er det nu, det hedder... Lavstrømsingeniør! Lavstrømsingeniører er altid analyserende.«
Selv er Jytte den igangsættende personlighedstype, »lissom Stein Bagger. Har I hørt om Stein Bagger?«, spørger Jytte og spørger så igen:
»Tror I, jeg kan holde mund ret lang tid? Tror I, jeg kan sidde stille ret lang tid?«
Igen emmer lokalet af momentvis tvivl, men Jytte iler til hjælp og svarer selv:
»Nej! Engang skulle jeg holde en motivationsforelæsning på jurauddannelsen i Århus. Der sagde de til mig, at jeg skulle sidde stille ved et bord og fortælle. Jeg måtte slet ikke rejse mig! Jeg kan godt sige jer, det er det værste, jeg nogensinde har prøvet! Altså, forestil jer lige mig sidde stille... Naj, væl?«, siger Jytte og uddyber:
»Tror I, jeg kunne være bogholder? Forestil jer lige mig læse regnskaber. Sår'n nogle ræddi' kedelige regnskaber, ikk'? Hel'ææærli'! Aaaamen altså, I kan godt se det, ikk'?«
Det kan folk godt se og Jytte bliver mødt af stiltiende forståelse.
»Jeg kan drive analyserende mennesker fuldstændigt til vanvid når jeg går i mit iværksættermode!«, siger Jytte.
Jytte virker i det hele taget overbevisende.
»Så der er altså flere typer af personligheder. Der er også nogle typer personer, som bare ikke gider og som bare brokker sig. Jeg plejer altid at sige, at dem, der klager over Integro, de vil i virkeligheden slet ikke have et job.«
»Nå, skal vi lige trække noget luft? Så tager vi OFUS-personlighedstesten efter pausen. Kender I den? Lige en advarsel så: Den er dyb. Den er rigtig dyb. Gud-da-jøsses, siger jeg bare. Man kan godt lige tænke, huuuuu-uuu, den går gånnåk lige tæt nok på. Det er der mange, der siger til os bagefter. For man får altså nogle ting at vide, det gør man.«
« Forrige Nyt om EDB Næste » Slider i OFUSSEN?
|
 |





|