Dagpengeland
Dagpengelands uafhængige facebooksideFacebookRSS





Indlagt på jobsøgningsanstalten - Introduktionsdag v/Britta

»Man skal ikke være tosset for at arbejde her. Men det hjælper!«

Hil dig, herlige efterårsdag i 2010. I sandhed en velsignet morgen. Første dag på et fire-ugers jobsøgningskursus hos Integro i Aalborg og jeg glæder mig som en katolsk alterdreng til en eneundervisningstime.
 
Kurset er et "ret og pligt"-aktiveringskursus for unge under 30 år, typisk nyuddannede. I undervisningslokalet er den første friske overhead allerede på:
 
Go'Morgen
 
Indrømmet, mine forventninger er skyhøje - grænsende til det euforiske - og kurset kan næsten kun skuffe. Der bruges trods alt et ikke ubetydeligt antal skattekroner på disse kurser. Omregner man den pris, staten alt i alt betaler for dette kursus - inkl. diverse bonusaftaler - til taxametertilskud, så er der tale om en af landets mere bekostelige uddannelser. Det må være godt, det her. Ellers ville man ikke putte så mange menneskelige og økonomiske ressourcer i det.
 
Men kursusudbyderen gør så sandelig heller ikke noget for at skrue forventningens glæde ned. For jeg skal da lige love for, at man bliver ramt af en helt særlig gejst, når selv indkaldelsen til dette jobsøgnings-/skrivekursus - med undertitler som "Tekster i praksis 1" og "Tekster i praksis 2" - er så ned-til-sidste-detalje-gennemført-agtig:
 
Indkaldelse
 
Tænk at lave selve indkaldelsen som en korrekturøvelse. Inspirerende! Det her er folk, der tænker ud af boksen. Det må det simpelthen være. Fornøjelsen er helt og aldeles på min side.
 
Og det starter godt. I guder, hvor det starter godt. Underviseren - jobkonsulenten - på denne første dag hedder Britta. Hun er fra Hjørring og hun er frisk. Rigtig frisk. Det lader hun forsamlingen forstå allerede sekunder inde i introduktionen af sig selv.
 
»Heeeeeiiij med jer! Go'mååårn! Hvor ser I dejlige ud! Jeg vidste bare at I ville være et super hold. Jeg vidste det bare!«
 
Britta er tidligere isenkræmmer og aktiv sportsdanser, selvom det nu er ved at være nogle år siden, ifølge Britta selv. Men hun var rigtig god til at danse engang. Rigtig god. Og rigtig glad for det. Rigtig glad. Isenkræmmer blev hun, fordi forældrene sagde, at hun skulle:
 
»Og jeg er jo sådan en pæn pige, der gør hvad far og mor siger«, forklarer Britta, der - inden hun går videre med Integros fascinerende historie - fortæller meget indlevende om hendes ægteskabelige, familiære, venskabelige og boligmæssige forhold.
 

»Sådan noget nissepis!«

»Husk lige at slukke jeres mobiltelefoner. Hvis jeg hører én ringe, så samler jeg dem allesammen sammen i en kurv. Så kan I få dem når vi holder. Det kan jeg godt finde på.«
 
Det er Brittas søster, Jytte, der i sin tid startede Integro, som i dag er en af landets største jobkonsulentvirksomheder, med afdelinger i det meste af Danmark. Integro er blandt landets hurtigst voksende selskaber, hvilket blandt andet har kastet en placering på Børsens Gazelle-liste af sig.
 
»Tænk at Jytte har formået at få Integro til at vokse så meget her under finanskrisen!«, siger Britta. »Det er bare flot, synes I ikke?«
 
Jo, det synes folk. Men hun er altså også bare god, hende Jytte, slår Britta fast og smider et stort billede af søsteren på overheadprojektoren:
 
Ejer af Integro
 
Jytte skal vi glæde os til at få senere, siger Britta.
 
Britta og Jytte er begge uddannede i livets skole og baserer undervisningen på en helt særlig medfødt intuition - en gave, de bare har og som man ikke læse sig til, lader Britta forstå. Søstrene er nemlig begge menneskekendere, fortæller Britta:
 
»Vi kan se lige igennem mennesker, sådan lige med det samme. Vi kan simpelthen se, hvem de er. Også tit ting, folk ikke selv kan se. Det er altså bare fantastisk, synes I ikke?«
 
Det er der bred enighed om at det er.
 
»Folk er rigtig glade for Integros kurser«, siger Britta og er igen-igen et stort smil. »Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår vi nogensinde har fået en klage.«
 
Det her er nemlig ikke sådan et af de der kedelige kurser, siger Britta. Sådan er Integro ikke. Og det er godt, for Britta gider nemlig slet ikke kedelige kurser. Det gider hun bare ikke, siger hun. Så hun danser rundt i hele lokalet og laver ikke-kedelige trin og grimasser. Hun danser ned til mig og taler sjovt. »Tror I, jeg gider kedelige kurser? Øv, bøv, bussemand! Hva'?!«, siger Britta med en sjov stemme. Det er spas.
 
»Kedelige kurser... tsk, tsk... Sådan noget nissepis!«, udbryder Britta og fortsætter: »Jeg plejer altid at sige, at man skal ikke være tosset for at arbejde her. Men det hjælper!«
 
Jeg tror Britta har ret. Det kan man fornemme allerede nu, mens Britta står der og blafrer med armene og tramper i gulvet, og siger »nissepis« - et ord, jeg aldrig før har oplevet anvendt så naturligt - et par gange mere, sådan bare for at være på den sikre side. Jo, Britta er frisk.
 
I samme øjeblik kigger en anden jobkonsulent ind i lokalet: »Der er gang i den herinde, hva' Britta?«
 
»Ja, det skal jeg da lige love for! Det er sådan et dejligt hold, det her. Det kan jeg mærke allerede nu. Jeg har lige fortalt dem at de skal have Jytte til personlighedstesten senere på ugen«, siger Britta.
 
»Skal I have Jytte?!!«, udbryder den endnu navnløse jobkonsulent, med samme begejstring som scientologer omtaler L. Ron Hubbard. »I er bare heldige! Det er rigtig, rigtig sjældent Jytte går på podiet. Jeg tror det er mere end to år siden sidst. Det må være fordi hun kan mærke, at I er noget helt særligt! I skal virkelig glæde jer til den personlighedstest med Jytte. Glæder I jer ikke helt vildt?«
 
»Nå, skal vi holde 10 min.?«
 

En lille informativ sidebemærkning om sclerose

»Vi er så heldige, at vi har en en hjælpelærer på i dag«, siger Britta efter pausen. »Han hedder Preben. Preben, sig lige hej.«
 
Preben siger hej. Preben fortæller, at han er tidligere buschauffør, krofatter og ejer af et motionscenter og nu i praktik som jobkonsulent hos Integro.
 
»Tak til Preben. Jamen, det så var lidt om os. Så ved I det. Nu skal I fortælle lidt om jer selv.«
 
Det gør folk. Alle er under 30 år, men ellers er der tale om en blandet flok. Der er en finansøkonom, en smed, en maskinmester, en kosmetolog, en kontoruddannet, en bygningskonstruktør, en cand.merc'er og en statskundskabsuddannet - mig. Flere er nyuddannede, herunder mig selv. Nogle har været ledige i ganske få uger.
 
I alt er der otte fremmødte ud af seksten tilmeldte. Det undrer Britta, for udover at der er tale om et tvunget kursus - et "aktiveringstilbud" - så er det her kursus jo et kursus, der virkelig rykker. De er sikkert syge, konstaterer Britta. Det er da også pokkers uheldigt.
 
En af deltagerne rækker hånden op. Hun kan ikke helt forstå, hvorfor hun er på dette jobsøgningskursus. Hun har nemlig fået konstateret sclerose og med den sygdom er hun ikke arbejdsparat - slet ikke når hun også skal have kræfter til at passe sine to børn. Istedet venter hun på at komme i såkaldt arbejdsprøvning. Sclerosen gør hende træt, men ellers mener lægerne at sygdommen kan holdes nede med medicin, fortæller kursusdeltageren.
 
Britta er typen, der er god til at forklare selv det allermest komplicerede helt enkelt, sådan lidt som om hun taler til børn. Det er dejligt nemt at forstå. Og emnet sclerose er ingen undtagelse.
 
»Ved I hvad sclerose er?«, spørger Britta forsamlingen og svarer selv: »Det er en frygtelig, frygtelig sygdom, der ender med at man sidder hjælpeløst bundet til en rullestol.«
 
»Aaaarh?«, siger en af kursusdeltagerne.
 
»Jo«, svarer Britta.
 

»Den, der hvisker, lyver!«

Således afklaret smider Britta en ny overhead på. »Vi er ret glade for vores overheads. De er flotte, synes I ikke?« Jeg er helt enig og det er mit indtryk, at holdningen deles bredt. Heldigvis uddeles kopier, så vi kursusdeltagere også kan nyde dem derhjemme.
 
Praktiske oplysninger
 
»Her hos Integro møder vi fra 9:00 - 15:30. Hver dag. Og vi møder til tiden! Når der står kl. 9:00, så er det altså kl. 9:00. Og vi overholder vores pauser. Det gælder også rygerne! Det kan godt være at I ikke er vant til det, men sådan spiller klaveret altså her«, siger Britta og tilføjer:
 
»Hvordan tror I ellers det er ude på arbejdsmarkedet? Tror I man bare kan komme og gå som man har lyst? Neeeej, vel. Der møder man altså til tiden. Det kan I lige så godt vænne jer til.«
 
Ellers friske Brittas mine bliver endnu mere alvorlig, mens hun med gentagne peg henleder vores opmærksomhed på ordet "Alkohol" og tegningen af den berusede mand på overheaden. Mange ledige har et alkoholproblem, forklarer Britta, men Integro accepterer ikke alkohol eller berusede kursister på kurserne.
 
»Hvis I har et alkoholproblem eller andre personlige problemer, så er I naturligvis meget velkomne til at tale med os. Det er det, vi er her for. Og vi har jo tavshedspligt, det har vi. Men vi har samtidig også indberetningspligt overfor jobcentret. Det er klart. Hvis I kommer her og lugter af alkohol, så indberetter vi det - og så mister I jeres penge. Sådan er det.«
 
»Men det er ikke de eneste spilleregler, vi har her hos Integro«, siger en nu lidt mere smilende Britta og smider en ny overhead - der med anførselstegn klart tilkendegiver, at Integro da så ganske udemærket ved, at det i det ofte anvendte idiom ikke er selve leveren, der taler - på projektoren:
 
Spillerregler
 
Det er nogle rigtig gode spilleregler, synes Britta. »Synes I ikke?«
 
Det synes folk. Jeg fornemmer eksempelvis klart, at vi i lokalet er en del, der gerne vil være mere opmærksomme på vores ubevidste fordomsfuldhed overfor andres meninger eller tilkendegivelser. Og reglerne finder anvendelse i næsten samme moment:
 
»Den, der hvisker, lyver!«, siger Britta og kigger på mig. Jeg må med skam indse, at det er mig, der har hvisket til min sidemand - og det må man jo ikke. Det har vi jo lige fået at vide.
 
»Nu synes jeg at du skal sige højt til hele klassen, hvad du lige har sagt til din sidemand. Sig det så, Lau!«
 
Jeg fortæller, at min sidemand og jeg gensidigt havde tilkendegjort et ønske om en uddybning af "man"-reglen, og af hvordan man rent praktisk undgår ordet "man".
 
»Man må bare ikke sige "man"«, siger Britta. »Man skal sige "jeg" istedet. Vi gider ikke "man" her på Integro!«
 
Der er ingen grund til at gå unødigt i detaljer og Britta springer elegant videre til spillerreglernes to sidste punkter. Det er nemlig meget vigtigt at bryde ens vaner, forklarer Britta.
 
»Prøv at folde jeres hænder. Giv så slip og fold dem igen. Jeg vil vædde med, at I foldede hænderne på præcis samme måde begge gange. Det er det, vi kalder "vaner". Vanens magt er uhyggelig. Så ikke noget med at sætte sig ved siden af den samme person i morgen. Vi skal have ændret på jeres vaner på det her kursus.«
 
Jeg begynder allerede nu at synes, at en daglig mødetid fra 9:00 - 15:30 måske er lige lidt nok.
 
 
 
« Forrige
En mand i ternet skjorte

Næste »
Accepten af ledighed, personlige begrænsninger og bankrøverier


 
 
Tilbage
 
 
 

Tilbage

Om Dagpengeland

Reaktioner

Dagpengeland udkommer på Gyldendal den 29. marts

Meget mere end bloggen. Dagpengeland i bogform.
»Læs mere
»Køb bogen her