»I kan lige så godt lade være med at snyde. Systemet snupper jer.«

En mand i ternet skjorte

Som nyuddannet har jeg indtil nu på alle tænkelige måder været helt usædvanligt henrykt over beskæftigelsessystemet - og de mange instanser, cirkulærer, formularer, blanketter, rettigheder og pligter (mest pligter), private aktører og kursusudbydere, der hører hertil. Bureaukrati - og masser af det og mere endnu - er noget, vi statskundskabsfolk sætter pris på. Især når vi er helt oppe i grænseområdet mellem overfyldt og overfladespænding i tønden med tyktflydende overflødighed.
 
Så det var med en "huhej, sikke nææææh, hvad har de nu fundet på"-agtig forventning at jeg en dag i sidste halvdel af 2010 åbnede jobcentrets på det tidspunkt seneste skrivelse.
 
Alle har vel en yndlingsblanket. Jeg har ihvertfald mange og jeg skal da lige love for at den blanket, der fulgte med brevet fra jobcentret, strøg direkte ind på blanketternes all-time greatest:
 

 
Når man spørger om de samme ting så mange gange på én og samme blanket, så kan det kun være fordi man tager grundighed meget alvorligt.
 
Umiddelbart herefter giver blanketten sig til at råbe, hvilket jeg finder helt på sin plads. På de første par sider har blanketten været imponerende afdæmpet og kun enkelte gange i nødværge benyttet udråbstegn. Men nogle gange bliver selv blanketter nødt til at hæve stemmen. For systemet mener det skam så ganske alvorligt, når det siger til de uløseligt sofaforbundne arbejdsløse, at de skal:
 

 
At en blanket sådan råber kan måske virke lidt voldsomt, men man skal huske to ting:
 
1) Mange arbejdsløse er visuelt hørehæmmede.
2) Blanketten genskaber lynhurtigt den gode stemning ved pletvis - men jævnt flittig - brug af skrifttypernes smiley, Comic Sans.
 

»Du kan lige så godt bide i det sure æble«

Udover blanketten var der i kuverten også en indkaldelse fra Jobcenter Aalborg. Da man fornuftigvis først og fremmest vægter fortællingen om den ufravigelige mødepligt og de forskellige konsekvenser ved afbud eller decideret fravær, var der i brevet ikke plads til at fortælle om mødets egentlige indhold. Den ovennævnte blanket gav dog nogle hints. The clue is in the title.
 
Mødet viste sig at være delt i først et indledende fælles infomøde og et personligt kontrolmøde, kaldet en "jobsamtale". Ved sidstnævnte kontrolleres om arbejde er opsøgt i tilstrækkeligt omfang - ganske som ved et tilsvarende møde nogle uger tidligere og som ved lignende møder i a-kassen. Det er nu rart at være på den sikre side. Og det er dejligt at udfylde blanketter i hånden, for derefter at overvære medarbejdere taste oplysningerne manuelt ind i et it-system.
 
Jobcentret kunne fortælle, at jeg var røget ud af systemet og egentlig allerede burde være i aktivering. Som et plaster på såret kunne jeg se frem til hele to kurser. Først et af de anmelderroste fire-ugers jobsøgningskurser hos en privat kursusudbyder - efter jobcentrets valg - og herefter ville jeg overgå til endnu en privat aktør og et nyt seks-ugers jobsøgningskursus:
 
»Vi tager udgangspunkt i den enkelte, men naturligvis under hensyntagen til økonomi. Det betyder at vi først og fremmest vægter økonomi. Sådan er det«, som en af jobcentrets medarbejdere udtrykte det.
 
»Tak«, sagde jeg. »10 ugers jobsøgningskursus havde jeg slet ikke turdet håbe på.«
 
»Man hører jo meget om de her kurser. Mest skidt. Og jeg vil sige, at det har jeg også hørt«, lød svaret fra en anden medarbejder.
 
»Men du er under 30 år med en uddannelse, så der er ingen vej udenom. Du skal i aktivering og de her kurser tæller som aktivering. Du kan lige så godt bide i det sure æble.«
 

Truckcertificeret luftfartsinspektørorganist?

Det forudgående fælles infomøde - der var for universitetsuddannede under 30 år - foregik på 5. sal, lige ved siden af jobcentrets handicapkontor.
 
»Ja, nogle vil måske mene at det ikke er så smart at have handicapkontoret på 5. sal i så gammel en bygning, med så mange skæve gulve, trapper og fald. Især nu hvor elevatoren ikke virker«, sagde den midaldrende jobcentermand ved tavlen. Han skulle vise sig at være en træl...finurlig mand i ternet skjorte, med et hidsigt tempe...engagement.
 
»Men såvidt jeg kan se er der ingen af jer, der er handicappede. Heldigvis for det.«
 
I meget bestemte tonefald fortalte den stadig unavngivne jobcentermand, at han var uddannet murerarbejdsmand:
 
»Så jeg er jo vant til at bestille noget!«
 
Om det var fordi han var murerarbejdsmand, ved jeg ikke, men de eneste relevante kurser i hans øjne var et truckcertifikat og et kursus i et lægge indertag.
 
»Og der er ikke gang i byggeriet lige nu, så hvorfor skulle vi give jer et kursus i at lægge indertag? Det er der jo ikke noget job i! Det kan I vel forstå! Altså, vi har ikke heller ingen penge.«
 
Nå nå, okay og nuvel. Så nøjes jeg med truckcertifikatet.
 
»Der er ikke rigtig nogle jobs lige nu, så det nytter altså ikke noget at I bare sidder på jeres flade og søger de jobs, I er uddannet til. I skal søge bredt!«, fortsætter jobcentermanden og hamrer i bordet og skuler rundt i lokalet.
 
Her vil jeg lige skynde mig at indskyde, at jobcentret har været vældig gode til at udvide min jobhorisont. Jeg havde eksempelvis ikke troet, at min statskundskabsuddannelse egnede sig til medicinske stillinger, men jobcentrenes fælles jobforslagsmaskine har stor tiltro. Ja, jeg vil faktisk kalde det en opfordring:
 

 
Ej heller anede jeg, at min scient.adm.-uddannelse nærmest er fætter-kusine med pilotcertifikatet. Men igen fik jobcentret mig på andre tanker:
 

 
Særligt hooked har jobcentret været på at kickstarte min karriere som organist. Eksempelvis ved Hellevad Menighedsråd:
 

 
Hellevad Menighedsråd er stensikkert et godt sted for nye, samfundsfaglige organister. Men på den anden side kunne det jo være, at man skulle starte med et vikariat hos Gunderup Menighedsråd:
 

 
Det skal ihvertfald prøves af.
 

OBS til snydetampe, fuskere og andre dagpengemodtagere

Tilbage ved infomødet fortsatte den bestemte jobcentermand med en gennemgang af jobcentrets hjemmeside helt fra basic, i bedste Adam & Eva-stil, begyndende med nogle introducerende fif til det der internets. Man kan åbenbart både venstre- og højreklikke med en mus - og det gør åbenbart en forskel. Husk forresten at taste "WWW" øverst oppe på computeren, hvis man vil på internettet. Det står for "World Wide Web".
 
Powerpoint, WordArt og Comic Sans - en direkte glimrende skrifttype til alle typer af formidling hos offentlige forvaltninger - går hånd i hånd på projektoren, mens aktiveringsregler og procedurer gennemgås, som talte han til en klasse i en specialskole for børn tabt fra en bemærkelsesværdigt invaliderende højde:
 
»Læg mærke til, at jeg ikke spurgte efter jeres navn da I kom, men efter jeres personnummer. Det er fordi, vi her i vores system registrerer jer efter personnummer og ikke navn. Jeg spurgte efter jeres personnummer og så kunne jeg se, hvad I hedder. Så spurgte jeg om I hedder det og det. På den måde tjekkede jeg om det var den rette person, der dukkede op her.«
 
Godt at man på den måde kan udelukke de horder af folk, der forsøger at snyde sig ind.
 
»Hvis man arbejder mere end 20 timer om ugen så skal man ikke i aktivering. 18 timer er ikke nok. 19 er heller ikke nok. Nogle kommer her og siger, "jamen, jeg arbejder altså 20 timer om ugen og så skal jeg ikke i aktivering!" Så går jeg bare lige ind i systemet og ser på deres jobskema. Og så siger jeg, "nå da da, jamen så må de 5 timer jo være sort, for der står kun 15 timer registreret her". Så I kan lige så godt lade være med at snyde. Systemet snupper jer.«
 
»I kan selvfølgelig godt sige nej til et aktiveringstilbud. Men så anbefaler jeg at I ringer til jeres a-kasse og spørger om de stadig vil betale. Vi lukker nemlig for kassen. Det jeg siger er, at så får I ingen penge. Man kan ikke snyde.«
 
Jeg forventede et efterfølgende ondsindet »Ha, ha-haaa!«, men det udeblev på skuffende vis.
 

»Vi sætter jo ikke folk til at stable søm for sjov!«

Herefter blev nogle gængse misforståelser ryddet effektivt af vejen:
 
»Vi sender jer på jobsøgningskursus nu her. I har måske læst, at det ikke er alle de her jobsøgningskurser, der er lige populære. Ja, jeg vil sige det sådan, at vi endnu ikke har oplevet folk sige, "det var vel godt nok godt, det her. Giv mig lige en tur til!"
Men det er altså fordi folk ikke fatter, hvad det går ud på. Når vi sætter folk til at stable søm eller finde ud af hvilken fugl de er, så er det jo ikke for sjov. Det er en samarbejdsøvelse! «
 
»S-A-M-A-R-B-E-J-D-S-Ø-V-E-L-S-E!«, gentager han og kigger på forsamlingen med det der "jeg har fattet det, men det har I ikke"-look.
 
»Folk stabler jo ikke bare søm for at stable søm. Der er et formål med det vi gør.«
 
Der er helt stille i lokalet. De mange indtryk skal lige fæstne sig, vil jeg tro.
 
»Om man kan søge et løntilskudsjob i en anden kommune? Ja, men det er besværligt. Så skal vi jo skrive eller ringe til den anden kommune og de skal skrive til os. Det jeg siger er, at det kan måske godt lade sig gøre. Altså, telefonen er jo opfundet. E-mails er jo opfundet, ikk'? Men det kan godt være besværligt alligevel. Rigtig besværligt.«
 
»Nå, er der flere spørgsmål?«, sluttede han.
 
»Jeg kan svare på alt.«
 

Næste »
»Man skal ikke være tosset for at arbejde her.
Men det hjælper!«

Meget mere end bloggen. Dagpengeland i bogform.
»Læs mere
»Køb bogen her